Salim Durrani. Fil foto | Fotokredit: N. Sridharan
Mit varige minde om Salim Durani er ikke de seksere, han slog (selvom jeg så nogle af dem) eller de wickets, han gjorde krav på (jeg så også mange af dem), men måden, hvorpå han ankom til en pressekonference i New Delhi. Vi var kun en håndfuld journalister, og vi havde måttet vente lidt.
Durani gik ind i lokalet, vinkede smilende og kiggede sig omkring, som om han anerkendte jubelen fra en menneskemængde på et stadion. Det var dramatisk, og det antydede, at han vidste, at kærlighed og respekt var hans skyld. Han vidste om den indflydelse, han havde på enhver gruppe fra seks til tres tusinde. Dette var hinsides blot selvtillid eller berettigelse. Dette var en deling af karisma, en fordobling af glæde. Jeg har aldrig set en sportsmand bryde ind i et værelse med så god vilje.
Så det var med et tungt hjerte, at man læste om hans sidste dage, tilbragte alene og sanser glamouren, den offentlige kærlighed, den utrættelige beundring hos dem, der dog var kommet i kontakt med ham. Men Duranis var et godt levet liv. Han forstod ikke mådehold hverken i sin cricket eller sit liv og betalte af og til for det.
Alligevel var det få cricketspillere (og han spillede kun 29 tests, mens Indien spillede 65) som inspirerede til en sådan udstrømning af sorg fra en så bred vifte af personligheder på forskellige områder. Fra politikere (af forskellig farve) til kunstnere blev de fandrenge, forenet af deres beundring for manden, der spillede og levede som ingen anden.
Måske lå nøglen til Durani i den beundring (han skrev sine autografer med et enkelt ‘r’, selvom der er to i de fleste referencer). Det var ikke cricket alene, selvom det var et vigtigt element. Han spillede nøgleroller i to seriesejre, mod England hjemme i 1961-62, og den første sejr i De Vestindiske Øer et årti senere. Durani havde frem for alt den slags personlighed, som andre stræbte efter – talentfuld, smuk, selvsikker, uholdbar, åbenlyst livsbekræftende, med evnen til at gøre ting, andre ikke kunne og med en lille synlig indsats. De fleste hanner vil gerne tro, at de har noget af Durani i sig, som kun venter på at blive drillet!
Hvis han havde større disciplin, kunne han have scoret flere løb, taget flere wickets. Men han ville ikke have været Durani. Han ville nærmest ikke have grebet bolden fra sin skipper Ajit Wadekar og fortsatte med at afvise Garry Sobers og Clive Lloyd på vej til en berømt sejr. Han ville ikke have slået 15 seksere i 29 test på et tidspunkt, hvor indiske batsmen mente at spille i luften var en dødssynd (Farokh Engineer, ofte kaldet ‘swashbuckling’, havde to seksere i 46 tests).
Den store off-spinner Erapalli Prasanna sendte mig engang et billede af de fantastiske fire – Bishan Bedi, Bhagwat Chandrasekhar, Venkatraghavan og ham selv – med en seddel, hvor der stod: “Genius i midten”. Geniet var Salim Durani. Og han levede med alle genialitetens sårbarheder – inkonsistens, lejlighedsvise glimt af almindelighed, tvivl på sig selv og ‘uledelighed’. Tiger Pataudi, som var hans kaptajn i 15 tests, sagde ofte, at han fortrød, at han aldrig havde været i stand til at få det bedste ud af Durani, selvom han lavede sit eneste test-århundrede i Vestindien efter Pataudi havde sendt ham ind som nr. 3, seks pladser over rækkefølgen fra første omgang.
Som en ung dreng i Bengaluru så jeg ham bagmanden i Central Zones triumf i Duleep Trophy (i de dage, hvor turneringen betød noget og kun var et trin under testcricket). Så sikre var myndighederne på, at West ville slå Central i semifinalen, at de forberedte sig til en West vs South finale. Men Durani hjalp med at slå både vest (7/111 og 83) og syd (9/87 og 83 nej). Det var magisk. Central Zone blev dermed sat på cricket-kortet.
Nogle af de mest elskede cricketspillere, der har spillet spillet, fik ikke æren på grund af deres gennemsnit. Ligesom den australske Victor Trumper bragte de noget til spillet, der fangede fantasien. Durani fangede en nations fantasi, og det er et epitafium, der kun er forbeholdt de bedste.